Jeg slår rødderne i

Jeg slår rødderne i

men ikke fast

ikke i jorden

ikke i papiret

ikke i noget som helst håndgribeligt

 

 

Jeg slår dem i mig selv

mit mellemgulv og min groundingfølelse

Så jeg kan rykkes op med rode

uden at blive rodløs

KBH-mesterskab i stedet for depression

På fredag d. 12. januar er der finale i KBH-mesterskabet i poetry slam. Jeg er kvalificeret som den ene ud af ni poeter, og jeg må sige, jeg er stolt af at være en af de ni. Det er et super stærkt felt, og jeg glæder mig rigtig meget til den store aften.

For omkring et år siden skulle jeg have deltaget i KBH-mesterskabet 2017, men jeg måtte melde afbud pga af et ondskabsfuldt snyltervæsen ved navn depression, der havde taget bolig i mit sind. Selvom det er en af de sværeste ting, jeg nogen sinde har gjort, at melde fra til den finale, så er jeg virkelig glad for, jeg gjorde det. Som mange af jer ved, så har jeg i forvejen en skizofrenidiagnose, og den er ikke super lækker at leve med altid, men jeg har alligevel klaret det nogenlunde. Men da Dronning Depression lige møvede sig ind ved siden af de fire andre mere eller mindre uvelkomne væsner i min hjerne, da måtte jeg sgu kapitulere. Omkring en uge før finalen 2017 blev det klart for mig, at jeg måtte melde fra. Det var svært, men det er også første gang i mit liv, at jeg egentlig har tilladt mig selv at være rigtig syg. Selvom jeg har haft en god erkendelse af min sygdom og dens følgevirkninger, så har jeg altid forsøgt at kompensere i stedet for at acceptere. Jeg har altid følt og føler mig stadig ofte forkert og som et menneske på kun 50%, og derfor skal jeg konstant gøre mig ekstra fortjent til at være her, jeg skal altid berettige min eksistens, som jeg trods alt ikke vil eller kan gå af med, selvom jeg er overbevist om, det er en fejl, at jeg fik chancen. Jeg skjuler min frygt i et smil, og jeg gemmer min fejlplacering i ekstreme krav til mig selv. Men sidste år ved denne tid, tog den allerhårdeste periode af mit liv rigtig fat. Det er ikke lovprisninger af depressionen, og hvordan den gjorde mig stærkere, der kommer nu. Men det er derimod lovprisninger af de erfaringer, jeg fik på baggrund af den situation, som depressionen tvang mig i. Jeg erfarede, at jeg ikke fik skæld ud for at melde fra til finalen. Tvært imod fik jeg støtte og opbakning til at lægge mig syg og koncentrere mig om at være, og jeg fandt en virkelig gennemgribende loyal og ærlig støtte i min booker og ven, der nogle gange kender mig, og det jeg kan, og det jeg tror jeg kan, og det jeg tror jeg skal, bedre end mig selv. Jeg fandt ud af at min familie ikke blev skuffet over, jeg ikke kunne klare mig, men at de fik hjertesmerte over at se mig have det skidt, fordi de ikke bryder sig om fine resultater og opnåede mål overhovedet, når det går ud over mit helbred. Jeg erfarede, at mine venner elsker mig, uanset om jeg drikker mig fuld og råber og griner og er sjov sarastyle, eller om jeg er træt, udmattet og fucking ked af det sarastyle, for det der er vigtigt for dem er, at jeg er Sara. Og så erfarede jeg, at min kæreste ikke forlader mig, når jeg er allermest skrøbelig, nej for der er han stærk, at han ikke forlader mig, når jeg er allermest bange og træt, for der holder han sig vågen og passer på mig, at han ikke forlader mig, når jeg er allermest trist, for der har han travlt med at give mig et lille smil i hjertet. Jeg erfarede, at han ikke blev på trods af, at jeg var syg, men at han blev, fordi jeg er mig, og det er tilfældigvis også noget med at være syg nogle gange.

Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har været igennem, og jeg forstår på ingen måde, at man kan klare sig igennem uden et solidt og kærligt netværk. Jeg ved ikke, om jeg er kommet ud stærkere, men jeg er helt sikkert kommet ud anderledes. Der er mange ting ved mig, som jeg ikke kan genkende, og som jeg ikke har været før. Jeg har ladet mig fortælle, at det er meget normalt, og at det kan være rigtig hårdt. Men i mit tilfælde, kan jeg virkelig godt lide meget af den nye Sara. Jeg kan faktisk godt lide mine nye features og tilføjelser, og tro mig det er sjældent, man oplever det med paranoid skizofreni haha.

Her et år senere sidder jeg og veksler mellem frygten for kampen med alle de fantastiske deltagere på fredag og lyksaligheden i hjertet over at jeg skal afsted, at jeg har det godt, at jeg skal stå på den scene – og leve.

Ordjalousi

Jeg er ikke den eneste, der er forelsket i alfabetet og ordene og alt det mellem linjerne. Der er mange af min slags, og jeg bliver selvfølgelig glad, når bogstaverne får en bedre behandling, end jeg kan give det. Men jeg bliver også mærkværdigt jaloux, når nogen klæder det bedre end mig.

Hvad mon det er?

Se lige det her lille lager, jeg er ved at bygge op. Det er forskellige materialer i papir og pap, der snart bliver sat sammen til noget rigtig fedt. Det er spændende, hvad det mon er til, synes du ikke? Jeg lover, der ikke går længe, før jeg afslører, hvad det er. I mellem tiden kan du spare sammen, så du ikke går glip af vildheden, når den er færdig.

Hot love

Min mormors minder

Det er sært at se dine minder

uden at det prikker i mig

Jeg ved, de må betyde ligeså meget

som mine

Men en gård

noget græs

en bil fra et andet univers

og intet er noget, jeg kender

 

Jeg ved kun, det er særligt

fordi du har været der

Og fordi du føler det

men jeg kan ikke kende det

 

Jeg har ikke et husk i blikket

eller en duft jeg forbinder med farverne

 

Det er dig

og det er de andre

Dem i din familie

som jeg ved også er min

men som bare er en familie

jeg har på tryk

 

Du savner dem

kan jeg se

og forstå

Og det kan mærkes

i dig

Jeg kan ikke

jeg kan bare

mærke

at det mærkes i dig

 

Jeg kan fornemme

at du har trukket det samme vejr

som det de står i

Jeg ved at det guldgule billede

har du set lige så klart

som dem der er på det

så det en gang

 

Du har holdt både den ene og den anden i hånden

og hvis jeg rigtig mærker efter

kan jeg mærke deres håndtryk i mit

når jeg tager din

 

Men det er kun et svagt aftryk

af det liv du har

hvor jeg ikke var med

Den tid du har gået

før jeg kom til

Det er som at stå i ældre sale

og vide nogen har danset her

at nogen har været og lidt

og alt det andet man gør, og

dèt

lige her

 

Sådan er det at se dine minder

I andre farver

end mine

Det er ikke en væren, jeg har haft

men din

din forsvundne tilstand

Og du savner

Og jeg kan se

det svier i dine tårer

 

Og jeg ved, at en gang er jeg et billede,

og du også

Hvor de fingre

der kun kan føle

– det der sker som et nubret print –

de aldrig kan få at vide

hvor højt jeg elskede dig

for det skulle man være i mit hjerte

på det billede

for at forstå