Jeg slår rødderne i

Jeg slår rødderne i

men ikke fast

ikke i jorden

ikke i papiret

ikke i noget som helst håndgribeligt

 

 

Jeg slår dem i mig selv

mit mellemgulv og min groundingfølelse

Så jeg kan rykkes op med rode

uden at blive rodløs

Ordjalousi

Jeg er ikke den eneste, der er forelsket i alfabetet og ordene og alt det mellem linjerne. Der er mange af min slags, og jeg bliver selvfølgelig glad, når bogstaverne får en bedre behandling, end jeg kan give det. Men jeg bliver også mærkværdigt jaloux, når nogen klæder det bedre end mig.

En ny titel

Nogle gange har jeg en dag, hvor det går op for mig, at min næste digtsamling skal hedde Nøgen i Crocs.

Undren

I er alle sammen meget underlige på mange forskellige måder. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting. Jeg undrer mig bare.

Misund

Engang misundte jeg din evne til at gå, nu misunder jeg dig din evne til at blive.

Prisen for selskab

Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor en så ubeskrivelig smerte skal ramme mig, når jeg nu bare forsøger at gøre mit liv, også selvom fremgangsplanen ikke er forhåndsgodkendt af mit perfide metajeg. Jeg prøver hele tiden bare at få det til at hænge sammen. At se de andre i øjnene, og tro på jeg må være her lige så meget. Prisen for en dag, hvor jeg har været selskabelig er ondskabsfuld. Mit indre vender og drejer sig, og min brystkasse er seriøst ved at flække. Det gør så pisse ondt. Det er ikke til at forklare. Det gør fysisk ondt, ondt, ondt. Der bor et lille drikfældig væsen derinde, som lige nu er så skide beruset, at det forsøger at skære sig ud med en stiksav. Jeg kører næsten aftenen hjem, men ender i ubehag og knepper en situation i stykker for at få ret i en vending. Sådan føler jeg det. Her på afstand, at det gav anledning til løftede øjenbryn i skyggen af min ryg, at jeg var så hysterisk. Jeg ved det ikke, og kommer aldrig til at se, om det bare er min hjerne, der forskruer endnu et svagt minde, om det liv jeg lægger mere og mere af bag mig. Det gør bare ondt, som om alle helvedes menstruationssmerter er ved at føde sig selv i mit svælg. Jeg husker kun få brudstykker af sætninger jeg har sagt eller måske bare tænkt, men som jeg ved blev hørt. De kører nu på uendeligt repeat, for at minde mig om det komiske i, at jeg får lov til at bevæge mig rundt blandt rigtige mennesker, nærmest så ubemærket at jeg i minutternes mellemrum nogle gange kan bilde mig selv ind, det ikke er en fejl. De få ting jeg husker, har jeg nu resten af natten til at kategorisere og systematisere, så jeg let og ubesværet kan hive dem frem i sirlige kombinationer, for at plage mig selv med afstøbninger af min dumhed.

Kvalme

Jeg har det som om, at nogen har taget essensen af røvhul og nu konstant dupper det på indersiden af min mund, i mit svælg og i min mavesæk. Bivirkninger er en bitch. Jeg kan pludselig lide cola.