Hvad nu hvis?

Standard

Op til for 2 måneder siden havde jeg ikke skrevet noget i et halvt år. Vitterligt intet. Jeg har haft en depression oven i min skizofreni. Begge er de ulidelige, men når de arbejder sammen, er de nærmest dødelige. Jeg har været syg hele mit liv, men i alle mine nedture, lige meget hvor dybe de har været, har jeg altid haft et håb. Lige meget hvor voldsomme mine stemmer har været, hvor psykotiske mine tanker har været, og hvor virkelighedstro mine hallucinationer har været, har jeg altid haft et håb. Og det håb har altid været drivkraften i arbejdet på at få det bedre igen. Men når depressionens tomme althed griber dig om livet og fjerner alt håb, så er der intet at kæmpe for. For lige meget hvor meget du får at vide, det bliver bedre, så hjælper det ikke, når du ikke har det – håbet. Hvem kan skrive, når det intet betyder? hvem kan få ideer, når intet lever? hvem kan skabe til ingen verdens nytte? Jeg kunne ikke, for lige meget om jeg havde følelser eller ej, vidste jeg, det intet betød. 

Nu går det bedre. Det sorte har lagt sig lidt, og jeg har pludselig følelser igen. Jeg skal ikke fortælle mig selv, at det er meningen, jeg skal leve, for jeg kan mærke det lidt igen. Jeg behøver ikke skrive ned hver dag og læse hver dag, at det bliver anderledes, bare for at se det sort på hvidt. Jeg kan pludselig tro på det, når verdens stærkeste menneske, mit sejl i al vind, mit håb i al mørke, min støtte og min kæreste, kigger mig ind i øjnene, og siger at det nok skal gå, og indtil det gør, så holder jeg fast i dig. Jeg kan trække vejret igen, uden det gør ondt, og jeg kan åbne øjnene igen, uden de flyder over.

Før i tiden når min sygdom hev mig ned i helvede, så vidste jeg, det var ovre, når jeg følte mig som mig selv igen. Når jeg var tilbage og igen kunne det samme som før. Men sådan er det ikke denne gang. Jeg fattede ikke, jeg var på vej i bedring, fordi jeg ikke var på vej tilbage. Jeg er ikke den samme længere, og der er en masse, jeg ikke længere kan. Noget savner jeg, noget gør jeg ikke. Jeg kan også nogle nye ting, og jeg har mod på nogle andre ting. Jeg har læst om mange, der har oplevet det samme, at de ikke vender tilbage efter depressionen, men at de føler sig som noget andet. Personligt er jeg gladere for den, jeg er blevet, end den jeg var. Der skulle heller ikke så meget til, for jeg har aldrig været glad for noget som helst ved mig. Jeg har rykket mig langt længere som menneske, end jeg var før, langt længere end jeg troede muligt, men jeg har stadig lige langt op til det, jeg drømmer om, og det jeg tror, jeg fortjener, for baren for hvad jeg tror på, jeg kan og fortjener har også rykket sig. Den har rykket sig længere op, end jeg nogen sinde har troet på, var lovligt for mig at drømme.

Hele vejen igennem min depression har jeg prist mig lykkelig for min familie, mine venner og min urokkelige kæreste. Jeg ved ikke, hvordan fanden folk der ikke er beriget med det, de overlever.

De sidste to måneder har jeg mærket at lysten og ideerne til at skrive er vokset frem, og for et par dage siden skrev jeg endelig et spoken word digt, hvilket gav mig ro, for jeg var så bange for, at lige præcis det var væk for evigt. 

Jeg har stadig voldsomme humørsvingninger, uendelig lidt psykisk energi, minimalt overskud, jævnlige tudeture og angst ad helvede til. 

Men jeg har håb!

Jeg er ikke tilbage, det kommer jeg aldrig. Men jeg er her på ny.

Se digtet her

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s