Foredrag: Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal

 

Da jeg selv lider af diagnosen paranoid skizofreni, har psykisk sygdom og det som det indebærer også min store interesse. Derfor har jeg lavet et foredrag, der giver indblik i min virkelighed. Jeg har været i behandling siden 2008, og kender efterhånden rimelig godt til hele den psykiatriske verden. Der er mange dele af ens liv, der bliver påvirket, når man bliver erklæret sindssyg. Det er alt det praktiske med samtaler både det ene og det andet sted. Det er alt det med at lære sig selv at kende på en ny måde. Det er det at lære at acceptere og leve med nogle udfordringer, man måske ikke altid har haft.

Det er ikke let at blive syg. Uanset hvad man fejler, så tror jeg, at der vil følge en tomhed og en ulykkelighed med. Af alle de ting jeg har erfaret, siden jeg fandt ud af, at jeg har en sygdom, der er det især nogle temaer, der går igen. Tabu, fordomme og selvstigmatisering har virkelig fanget min interesse, og derfor har jeg valgt at skrive et foredrag om disse temaer.

Opbygning og indhold

 

Foredraget hedder Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal. Med udgangspunkt i min egen historie, blander jeg poetry slam og tanker omkring de nævnte temaer, til et foredrag med masser af energi og poesi. Det tager en time til halvanden, og jeg er ikke bleg for at svare på spørgsmål efterfølgende 🙂

Tilbagemeldinger

 

På AspIT var vi så heldige, at Sara havde mulighed for, at komme til vores årlige samling hvor alle medarbejder er samlet.

 

Saras oplæg er på en time, men når hun siger ”Tak for i dag” og ligger op til spørgsmål, så er tiden fløjet afsted. Saras fortælling om hende selv – hvem hun er og hvad hun har – er så gribende og involverende, at tiden forsvinder og man skifter mellem grin, dyb forundring og tæt på tårer.

Sara er en modig veltalende oplægsholder og digter vi nogensinde har haft det held at træffe bekendtskab med. Vi kan kun anbefale hendes oplæg hvis der ønskes en dyb og alvorligt indsigt i Sara’s eget liv og samfundets uendelige store problemer indenfor specialområdet. Oplægget gav os alle meget at tale sammen om efterfølgende.

AspIT giver Sara vores allerbedste anbefalinger med et stort ”Tak for et forrygende oplæg” og pøj-pøj fremover.

Ingen af os gik derfra uden at være meget påvirket og uendelig meget klogere.

AspIT, Uddannelseschef Ole Bay Jensen

Video

 

Her kan du se en video med et slamdigt, der er med i foredraget, og som foredraget er opkaldt efter.

Det er ikke altid, jeg kan forklare med mine ord. Når det er tilfældet, så prøver jeg at tegne i stedet for.

Booking

 

Har dette fanget din interesse, så kan du skrive til mig for at høre nærmere, eller du kan skrive til min booker, hvis du gerne vil have mig ud. Alle kontaktoplysninger finder du her.