På fredag d. 12. januar er der finale i KBH-mesterskabet i poetry slam. Jeg er kvalificeret som den ene ud af ni poeter, og jeg må sige, jeg er stolt af at være en af de ni. Det er et super stærkt felt, og jeg glæder mig rigtig meget til den store aften.

For omkring et år siden skulle jeg have deltaget i KBH-mesterskabet 2017, men jeg måtte melde afbud pga af et ondskabsfuldt snyltervæsen ved navn depression, der havde taget bolig i mit sind. Selvom det er en af de sværeste ting, jeg nogen sinde har gjort, at melde fra til den finale, så er jeg virkelig glad for, jeg gjorde det. Som mange af jer ved, så har jeg i forvejen en skizofrenidiagnose, og den er ikke super lækker at leve med altid, men jeg har alligevel klaret det nogenlunde. Men da Dronning Depression lige møvede sig ind ved siden af de fire andre mere eller mindre uvelkomne væsner i min hjerne, da måtte jeg sgu kapitulere. Omkring en uge før finalen 2017 blev det klart for mig, at jeg måtte melde fra. Det var svært, men det er også første gang i mit liv, at jeg egentlig har tilladt mig selv at være rigtig syg. Selvom jeg har haft en god erkendelse af min sygdom og dens følgevirkninger, så har jeg altid forsøgt at kompensere i stedet for at acceptere. Jeg har altid følt og føler mig stadig ofte forkert og som et menneske på kun 50%, og derfor skal jeg konstant gøre mig ekstra fortjent til at være her, jeg skal altid berettige min eksistens, som jeg trods alt ikke vil eller kan gå af med, selvom jeg er overbevist om, det er en fejl, at jeg fik chancen. Jeg skjuler min frygt i et smil, og jeg gemmer min fejlplacering i ekstreme krav til mig selv. Men sidste år ved denne tid, tog den allerhårdeste periode af mit liv rigtig fat. Det er ikke lovprisninger af depressionen, og hvordan den gjorde mig stærkere, der kommer nu. Men det er derimod lovprisninger af de erfaringer, jeg fik på baggrund af den situation, som depressionen tvang mig i. Jeg erfarede, at jeg ikke fik skæld ud for at melde fra til finalen. Tvært imod fik jeg støtte og opbakning til at lægge mig syg og koncentrere mig om at være, og jeg fandt en virkelig gennemgribende loyal og ærlig støtte i min booker og ven, der nogle gange kender mig, og det jeg kan, og det jeg tror jeg kan, og det jeg tror jeg skal, bedre end mig selv. Jeg fandt ud af at min familie ikke blev skuffet over, jeg ikke kunne klare mig, men at de fik hjertesmerte over at se mig have det skidt, fordi de ikke bryder sig om fine resultater og opnåede mål overhovedet, når det går ud over mit helbred. Jeg erfarede, at mine venner elsker mig, uanset om jeg drikker mig fuld og råber og griner og er sjov sarastyle, eller om jeg er træt, udmattet og fucking ked af det sarastyle, for det der er vigtigt for dem er, at jeg er Sara. Og så erfarede jeg, at min kæreste ikke forlader mig, når jeg er allermest skrøbelig, nej for der er han stærk, at han ikke forlader mig, når jeg er allermest bange og træt, for der holder han sig vågen og passer på mig, at han ikke forlader mig, når jeg er allermest trist, for der har han travlt med at give mig et lille smil i hjertet. Jeg erfarede, at han ikke blev på trods af, at jeg var syg, men at han blev, fordi jeg er mig, og det er tilfældigvis også noget med at være syg nogle gange.

Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har været igennem, og jeg forstår på ingen måde, at man kan klare sig igennem uden et solidt og kærligt netværk. Jeg ved ikke, om jeg er kommet ud stærkere, men jeg er helt sikkert kommet ud anderledes. Der er mange ting ved mig, som jeg ikke kan genkende, og som jeg ikke har været før. Jeg har ladet mig fortælle, at det er meget normalt, og at det kan være rigtig hårdt. Men i mit tilfælde, kan jeg virkelig godt lide meget af den nye Sara. Jeg kan faktisk godt lide mine nye features og tilføjelser, og tro mig det er sjældent, man oplever det med paranoid skizofreni haha.

Her et år senere sidder jeg og veksler mellem frygten for kampen med alle de fantastiske deltagere på fredag og lyksaligheden i hjertet over at jeg skal afsted, at jeg har det godt, at jeg skal stå på den scene – og leve.