Jeg er så stolt og glad kan du tro. For denne nye bog Stemmer fra Socialpsykiatrien har jeg bidraget til.
D. 15/8-2024 udkom lærerbogen Stemmer fra Socialpsykiatrien, hvor jeg har bidraget med spoken word-digte. Lektor, forsker og antropolog Anne Mia Steno har på baggrund af sin mangeårige forskning skrevet fagbogskapitlerne.
Det er en bog, der gerne vil bevæge dig. Irritere dig. Overraske dig. Gøre dig vred og indigneret. Give dig lyst til at reflektere over, hvordan du møder mennesker med psykiske lidelser. Hvad er der egentlig plads til at drømme om i den her verden, hvis man har en psykiatrisk diagnose?
Bogen præsenterer forskellige stemmer fra mennesker med psykiske lidelser. Det er stemmer, som nogle gange råber, andre gange hvisker, men som altid peger ind i dilemmaer og sprækker i hverdagslivet, som fylder, spænder ben og skaber plads.
Jeg vil lige tjekke ind her, inden sommeren rigtig går i gang. I går afleverede jeg mit semesterprojekt på Manuskriptskolen og på søndag skal jeg pitche ideen for mit hold og tre aftagere fra branchen. Det er både spændende og angstprovokerende på samme tid.
Jeg har skrevet en roman, der hedder: Dengang jeg mistede 13 telefoner på et år.
Jeg forestiller mig, at det er Charles Bukowski, hvis han var en 19-årig kvinde. Og det skal lige siges, at det er en række drukhistorier baseret på virkelige hændelser.
I denne omdannelsesroman med 13 kapitler møder vi Agnes-Frigg, der er 19 år gammel. Agnes-Frigg bor hjemme hos sin far sammen med sin 12-årige bror Loke. Moren har forladt dem til fordel for en anden mand og hans familie, og faren er fraværende og er begyndt at drikke lidt for ofte. Agnes-Frigg er vild, outreret og altid fuld. Vi følger hende i et år, hvor hun mister 13 telefoner, men ender med at finde sig selv. Hun mister telefonerne i halsbrækkende handlinger og livsfarlige situationer, der altid kommer sig af, at hun ikke kan/vil tænke fremad men kun lever i nuet.
Som sagt er jeg spændt på at pitche ideen, men jeg har det heldigvis sådan, at jeg er så glad for fortællingen allerede, at hvis de ikke kan lide den, så gør det ikke så meget, fordi jeg har haft så stor fornøjelse af at skrive den.
Når denne weekend er slut, så har jeg bare én arbejdsdag tilbage, og så skal jeg holde min 40-års fødselsdag. Jeg glæder mig vildt meget. Som i HELT VILDT MEGET.
Her ser I et billede af mig, der er på vej hjem i bussen med en buket blomster. Jeg smiler meget på billedet, og det er fordi, jeg lige har været til psykiatritopmødet for at optræde med tre digte om psykisk sygdom. Psykiatritopmødet var i lørdags, og jeg smiler stadig, for det var en kæmpe oplevelse. Alle folk, der sad i salen, tog så godt imod mig og grinede og klappede, så jeg blev helt overvældet. Det var en stor ære for mig at være med, og jeg er så glad for, at der er nogen, der sætter psykiatrien og dens brugere på dagsordnen. Det er super vigtigt, for der er mange, der lider og har brug for hjælp. Vi kan ikke være bekendt at overlade folk til sig selv, med deres ensomhed, selvstigmatisering og ikke mindst symptomer. Jeg synes, vi er forpligtet som samfund til at hjælpe!
Efter psykiatritopmødet var jeg mægtig træt, så søndagen gik med at slappe af. Mandag var jeg i skole, og selvom hjernen ikke fungerede optimalt, så var det dejligt at se mit hold, og få noget dramaturgi-teori proppet ind i hjernen.
I morgen skal jeg til Aarhus, for på torsdag skal jeg optræde for en masse folk i Peerprojektet. Det glæder jeg mig til, for de gør et kæmpe stykke arbejde, og jeg elsker, at de uddanner personer med levede erfaringer til at hjælpe andre i deres recoveryproces. Det er vigtigt, at der bliver lyttet til folk, der selv har erfaring med psykisk sygdom, for de er jo eksperterne i deres eget liv.
Fredag den 4. november starter Bogforum, og lige præcis den dag, det starter, er der poetry slam om aftenen klokken 19:00, hvor jeg optræder sammen med en masse andre dygtige slamere. Du kan komme ind med en bogforumbillet, men det er også muligt at købe en særlig billet kun til poetry slamet, som koster 30 kr. Hvis du køber den, kan du komme ind fra fredag klokken 17:00. Jeg håber at se en masse glade ansigter, og hvis du er der, så kom endelig hen og sig hej.
Jeg er startet på Manuskriptskolen for Børnefiktion, og det er helt fantastisk! Mit hold, mine undervisere, undervisningen alt spiller bare, og jeg er så glad. Så glad, at jeg nærmest ikke tror på, at det kan være virkeligt. MEN, det er det altså.
Jeg går der hver mandag og hver første weekend i måneden. Mellem undervisningsdagene har vi lektier for, og jeg elsker det hehe. Jeg har savnet rigtig meget at gå i skole, og jeg har glædet mig til at få proppet viden ind i hovedet igen. Men hold da fast, hvor skal jeg lige op i gear igen, det er lang tid siden, at jeg har siddet på skolebænken, og min hjerne har sværere ved at tage mod information, end sidst jeg gik i skole. Jeg hører efter, så godt jeg kan, og så skriver jeg ned. Det hjælper mig til at huske detaljerne, når jeg selv har skrevet det ned.
I denne uge skal vi skrive et lille manuskript, som vi forestiller os er til en animeret serie. Jeg har aldrig skrevet manuskripter før med replikker og regibemærkninger, så det skal nok blive spændende. Jeg har fundet på to karakterer, der er edderkopper. De hedder Spindler og Silke, og de er bygget på forskellige personer, jeg har i mit liv, bl.a. min lillebror og min venindes datter. Det er skægt men skide svært, så jeg bander og glæder mig på samme tid.
Ellers får jeg bare optrådt en del, især med mit foredrag Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal. Det gør mig så glad, at jeg kan komme ud med det, for det er virkelig noget, jeg brænder for at formidle videre.
Jeg har selv paranoid skizofreni og angst, og som følge af det oplevet stor ensomhed. Jeg har brugt meget tid på at skrive om psykisk sårbarhed, psykisk sygdom og ensomhed, da jeg gerne vil beskrive for andre, hvordan det føles.
Jeg har holdt en række foredrag med titlen: Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal, jeg har stået på mange scener og optrådt med spoken word, og jeg er velbevandret i at afholde skriveworkshops.
Jeg har nu fået den ide, at jeg vil tilbyde et program for ensomme voksne, hvor man i et skrivefællesskab fordyber sig i og udforsker sin sårbarhed og følelsen af at være ensom. Jeg vil tage de skrivende i hånden lige fra første skrevne sætning til det sidste sagte ord. For sammen vil vi gennem projektet både lære at eksperimentere med, skrive og fremføre tekst. Jeg ved der er så mange historier, der bare ligger og venter på at blive fortalt, og jeg håber så meget på, at jeg kan få lov til at hjælpe med at få dem frem.
Er du, eller kender du til en social forening, der har mange medlemmer, som lider af ensomhed? Jeg tilbyder nu de her skriveworkshops for voksne psykisk sårbare, der føler sig ensomme. Man kan søge denne pulje om støtte til projektet, og min booker Peter Dyreborg vil gerne hjælpe med både projektstruktur og ansøgning. Læs mere om, hvem jeg er her.
Hvis du er interesseret, så skriv hurtigst muligt til mig eller ham via vores kontaktoplysninger.
Poetry slam og dets jubilæum bliver blandt andet fejret med denne flotte artikel i Politiken i går lørdag
Udover den flotte artikel, så fejrer vi i slammiljøet hele september, at slam nu har 20 år på bagen med en masse poetry slam-arrangementer. Listen over arrangementer kan du ser her, den er udarbejdet af Peter Dyreborg:
Den 6/9, KBH-mesterskabet, kval 1, hos Peter Dyreborg & Co. i Valby kulturhus.
Den 7/9, poetry slam hos PS Fyn på Teater Momentum i Odense.
Den 12/9, poetry slam hos Slamfrø på Studenterhuset i Aalborg.
Den 14/9, Nordisk Mesterskab, finale, hos Peter Dyreborg & Co. og Nord Nordisk Litteraturfestival, Kulturværftet i Helsingør.
Den 15/9, poetry slam hos HAPS på Under Masken i Aarhus.
Den 19/9, poetry slam hos HAPS på Studenterhuset i Aarhus.
Den 19/9, spoken word fejring m.m. til Smoken Words på Christianias Jazzklub og Børneteater.
Den 20/9, nordisk spoken word show, bl.a. med en tidligere verdensmester, hos Peter Dyreborg & Co. på Kulturstationen i Vanløse.
Den 20/9, poetry slam hos CopenOpen, Huset KBH. i København K.
Den 22/9, gratis poetry slam show hos Peter Dyreborg & Co. i Skuespilhuset, bl.a. med guest star appearance fra selveste dansk slams grundlægger Janus Kodal.
Den 27/9, poetry slam hos PS Fyn på Café Flow i Faaborg
Min rolle
Jeg startede selv med at optræde i november 2012, dvs. jeg har været med i ca 8 år. Det er et af mine livs bedste valg, at jeg stillede mig op på en scene den aften tilbage i 2012, for det har givet mig så meget, så jeg nærmest ikke kan beskrive det.
For det første har jeg jo fundet noget, som jeg elsker at gøre og lave. Jeg føler mig virkelig godt tilpas på en scene, og heldigvis bliver jeg også ved med at føle, at jeg har noget på hjerte. Men derudover føler jeg også, at jeg har fundet et hjem til mit lille ængstelige hjerte. Poetry slam-miljøet er min anden familie, og jeg elsker det sammenhold og venskab, der er. Siden jeg startede, er der kommet mange nye til, og det er så fantastisk dejligt at se. Jeg når ikke altid at få talt med alle, og der er især slammere fra andre byer, som jeg endnu ikke kender så godt. Men jeg ved, at jeg glæder mig til at møde dem og lærer dem alle bedre at kende.
Jeg kommer til at stå på scenen to gange i september i forbindelse med fejringen, og det bliver d. 6. september i Valby Kulturhus, hvor jeg skal være kalibreringspoet og revisor. Og så bliver det d. 22. september i Skuespilhuset, hvor jeg skal på scenen og dyste mod Rasmus Rhode og Lasse Nyholm Jensen under temaet Symposion.
Hvis du vil læse lidt mere om, hvad poetry slam er og historien bag? Så kig på Peter Dyreborgs hjemmeside. Vil du hører nogle af mine digte? Så kig her.
Jeg håber, at du kommer ud og fejrer slams fødselsdag med os, det bliver en fest.
Fredag d. 21. juni fik jeg lov til at holde mit foredrag for 363 glade og varme mennesker fra socialstyrelsen til deres sommerkonference. Jeg har en dejlig følelse af, at det gik godt. Jeg gav den i hvert fald alt, hvad jeg havde, og jeg følte jeg fløj ned til Odense banegård efterfølgende.
Jeg er altid meget spændt og nervøs før, jeg skal optræde, og jeg er særligt spændt, når det er mit foredrag, jeg tager ud med. Mit foredrag er bygget op af ligedele livshistorie, systemharme og spoken word, hvoraf det kun er i det sidste, hvor det er fastlagt, hvad jeg vil sige. Jeg kommer kun med et par stikord og temaer, og derudfra taler jeg frit fra leveren. Og det er jeg altid meget spændt på, hvordan skal gå. Om jeg får sagt noget dumt, eller om jeg overhovedet kan finde på noget at sige. Det sidste er dog sjældent noget problem og var det heller ikke denne gang. Jeg talte og talte og talte, og så opdagede jeg pludselig at tiden næsten var gået, så jeg måtte springe et digt over og slå to temaer sammen. Men det gik nu fint, og jeg tror ikke, at man bemærkede, at jeg lige panikkede i et kort øjeblik, fordi jeg var bange for, om jeg kunne overholde tiden.
Nervøs og på vej afstedTogturenMange pladser …Hjemme igen. Glad og taknemmelig.
Her er en hurtig opdatering. Jeg er ikke gået i stå. Det er ikke det, der er grunden til, at her er så stille. Tværtimod har jeg nogle store projekter i gang, som jeg forhåbentlig snart kan afsløre.
Indtil da, vil jeg prøve at få skrevet lidt flere små indlæg her.
Jeg har haft et helt fantastisk år, og meget af det har jeg tilbragt i Aalborg. Det startede jo rigtig godt allerede den 3. februar, hvor danmarksmesterskaberne i poetryslam blev afholdt, og jeg vandt. Det foregik på Studenthuset i Aalborg, og blev arrangeret af Slamfrø. Det var en stor aften for mig, og jeg var meget meget glad for at vinde på Aalborgscenen, da det er en scene, der betyder meget for mig.
En stolt Sara, lige efter jeg vandt pokalen.
foredrag om psykisk sygdom
Efterfølgende har jeg været i Aalborg i oktober i en lidt anden sammenhæng. Før jeg fik en lang depression, skrev jeg et foredrag, der handler om at leve med psykisk sygdom, fordommene og udfordringerne, der følger med. Det hedder: “Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal”, og det er mikset op med anekdoter fra mit eget liv og spoken word-tekster. Jeg nåede kun at holde det et par gange, inden jeg blev syg. Selvom tilhørerne gav udtryk for, at de var glade for foredraget, så havde jeg aldrig selv en følelse af, at det gik rigtig godt, og at jeg kunne lide at holde det.
Når jeg står på scenen i forbindelse med spoken word og poetry slam, så føler jeg mig virkelig hjemme og godt tilpas. Jeg elsker virkelig at stå der, og jeg elsker det kick, jeg får ud af det. Men med foredraget følte jeg mig ikke tilpas, jeg følte ikke, at jeg hørte hjemme i det, og jeg følte mig meget bundet af det manus, jeg havde med. Så da min booker ringede og sagde, at han havde to forespørgsler på mit foredrag i Aalborg, blev jeg både glad og meget nervøs.
Kan jeg det, jeg gerne vil
Nogle gange har jeg nogle ting, som jeg gerne vil, og som jeg tænker, at jeg vil være god til, og når jeg så står i det, så føles det slet ikke rigtigt. Ligesom tøj, der ser rigtig flot ud, men føles helt forkert, når det først kommer på.
Jeg vil rigtig gerne holde det her foredrag, og jeg vil rigtig gerne fortælle min historie på min måde. Jeg er nemlig overbevist om, at mine tanker om og oplevelser med psykisk sygdom kan være en hjælp for andre. Både i den forstand, at det ofte hjælper at høre om folk i sin egen situation, men også fordi jeg tror på, at jeg kan nå længere ud til folk, der ikke selv er syge eller har oplevet psykisk sygdom tæt på.
HVad jeg kan på papiret
Jeg bliver ofte rost for at have god sygdomserkendelse, hvilket egentlig bare betyder, at jeg for det meste godt kan se mig selv og min sygdom ude fra. Men det er ikke alle, der har mulighed for det, fordi psykisk sygdom kan være en led satan af en ond spiral, der slører din egen virkelighed og den delte i sådan en grad, at det ikke er til at se forskel. Men jeg er heldig, fordi for det meste kan jeg slå mit metajeg til og se det udefra.
Jeg er derudover som regel god til at formulere mig og “oversætte” mine oplevelser, så de er nemmere at forstå, for en der ikke selv er syg. Sidst men ikke mindst har jeg spoken word-delen, der kan fungerer som medierende element i en fortælling om et emne, der ellers kan være barsk og intimiderende at høre om.
Jeg synes virkelig, at jeg har mange gode ting med mig på papiret i forhold til at få udbredt viden om psykisk sygdom og i kampen mod tabuer. Og jeg synes det er helt utrolig vigtigt, at den kamp bliver taget. Der er allerede mange, der gør det og gør det rigtig godt, men der kan altid bruges flere. Rigtig meget af det arbejde der bliver gjort, er noget jeg er så imponeret over, og det er ting jeg aldrig ville kunne gøre eller magte. Men jeg tror også mere og mere på, at jeg også har noget særligt, at jeg kan bidrage med noget, andre ikke kan. Det er også en forpligtende følelse, og jeg håber derfor, at jeg kan give en vigtig stemme for en sårbar og udsat gruppe, der kan vise at det faktisk kræver umådelig styrke og selvindsigt at være i netop denne sårbare og udsatte gruppe.
Psykisk syg i aalborg
Men alt det her, det er noget jeg drømmer om at være og gøre. Og for det kan ske, skal jeg jo først og fremmest kunne føle mig hjemme og tilpas på den scene, hvor jeg skal stå og gøre det.
Det gjorde jeg ikke de første gange, da jeg i sin tid prøvede det. Jeg følte mig klodset og bundet af papiret. Så da min booker ringede om de her to mulige foredrag i Aalborg, blev jeg som sagt også nervøs. Jeg besluttede at lave en del om i foredraget, og jeg endte med at vælge, at jeg ikke skulle have manuskript med. Så jeg medbragte kun mine digte, og et papir med overskrifter til foredragets seks dele, og så drog jeg mod Aalborg med håb og drømme i hjertet.
På vej mod Aalborg for at se, om jeg kan, hvad jeg drømmer om at kunne.
9. oktober på Café væxt
Første foredrag var på Café VæXt d. 9. oktober, og jeg var utrolig nervøs. Da jeg gik på scenen begyndte jeg at svede langt mere, end jeg plejer, og det siger altså ikke så lidt. Men der var et eller andet særligt, der så skete. Det var rummet, det var menneskerne og det var mig. Jeg gled ind i det, og det gav et lille uhørligt klik. Det var ligesom at finde en plads til en æske i reolen, der ikke var lavet til æsken men bare var der og passede så perfekt, som var de virkelig skabt for hinanden.
Min til tider ulidelige hang til systemer, orden og logik var i ekstase over den plads, der var på scenen, hvori jeg gled ind med millimeterpræcision. Og dette handler ikke om at forklare, hvor god, jeg tror, jeg var, eller hvor god, jeg tror, andre må have synes, jeg var. Det handler om, hvordan det føltes for mig, at stå der på scenen i dette regi. Og det er det første og det vigtigste for mig, og derfra skal jeg så arbejde på at blive god og give et godt foredrag. Bagefter fik jeg så megen kærlighed og tiltro fra publikum, at jeg, da jeg gik derfra, var så utrolig lykkelig men også ekstremt udmattet. Jeg var faktisk så træt, at jeg fx valgte at købe en thaisuppe og kun tage spisepinde med, som jeg så skulle indtage i en hotelseng.
No words
10. oktober på sind skolerne aalborg
Allerede næste dag d. 10. oktober, fik jeg lov til at prøve igen. Dennes gang var det hos SIND skolerne Aalborg, der fejrede sindets dag med et dagsarrangement, hvor der var forskellige talere og indslag på scenen. Jeg følte nøjagtig den samme glæde og tilpashed ved at stå på scenen her, og bagefter fik jeg så overvældende mange søde, kærlige og fantastiske kommentarer, at jeg nærmest tror flybilletten hjem var unødvendig, for jeg kunne have fløjet selv.
Nordjyske medier kickstartede min november
D. 1. november vendte jeg allerede snuden mod Aallern igen. Denne gang var det med spoken word. Nordjyske Medier afholdte deres årlige kulturprisoverrækkelse, og det var et virkelig fint og godt arrangement. Jeg var meget beæret over at være inviteret og meget stolt over de forskellige personer, jeg delte scene med den aften. Jeg var især glad for at få lov til at møde Annika Aakjær, der efter min mening er en meget dygtig musiker og tekstforfatter, og så åbenbart også en mega sød, dejlig og sjov person.
Aalborgåret afsluttes med en smuk cirkelbevægelse
D. 13. november rundede jeg så mit fantastiske Aalborgår af, der hvor jeg startede det, nemlig på scenen i studentehuset, hvor de afholdte deres første kvalifikationsrunde til danmarksmesterskaberne i poetry slam 2019. Jeg deltog ikke i selv konkurrencen, men var feature. Det var også en forrygende aften. Jeg var ikke selv så god, som jeg kunne ønske, men man kan ikke altid være den absolut bedste version af sig selv. Til gengæld var min aften vidunderlig pga gensynsglæde over nogle af mine nærmeste og kæreste poetvenner og “første møde”-glæde over dem, jeg ikke har hilst på før.
Så ja, mit år med Aalborg har været skønt, og jeg vil så gerne sige tak til Studenterhuset i Aalborg, Café VæXt, SIND skolerne Aalborg, Nordjyske Medier og Slamfrø for nogle fantastiske oplevelser.
Jeg håber, at 2019 vil bringe mig meget mere Aalborg.
