Hvad vil det sige at være ensom?

Jeg har selv paranoid skizofreni og angst, og som følge af det oplevet stor ensomhed. Jeg har brugt meget tid på at skrive om psykisk sårbarhed, psykisk sygdom og ensomhed, da jeg gerne vil beskrive for andre, hvordan det føles.

Jeg har holdt en række foredrag med titlen: Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal, jeg har stået på mange scener og optrådt med spoken word, og jeg er velbevandret i at afholde skriveworkshops.

Jeg har nu fået den ide, at jeg vil tilbyde et program for ensomme voksne, hvor man i et skrivefællesskab fordyber sig i og udforsker sin sårbarhed og følelsen af at være ensom. Jeg vil tage de skrivende i hånden lige fra første skrevne sætning til det sidste sagte ord. For sammen vil vi gennem projektet både lære at eksperimentere med, skrive og fremføre tekst. Jeg ved der er så mange historier, der bare ligger og venter på at blive fortalt, og jeg håber så meget på, at jeg kan få lov til at hjælpe med at få dem frem.

Er du, eller kender du til en social forening, der har mange medlemmer, som lider af ensomhed? Jeg tilbyder nu de her skriveworkshops for voksne psykisk sårbare, der føler sig ensomme. Man kan søge denne pulje om støtte til projektet, og min booker Peter Dyreborg vil gerne hjælpe med både projektstruktur og ansøgning. Læs mere om, hvem jeg er her.

Hvis du er interesseret, så skriv hurtigst muligt til mig eller ham via vores kontaktoplysninger.

De bedste hilsner Sara