Fredag d. 21. juni fik jeg lov til at holde mit foredrag for 363 glade og varme mennesker fra socialstyrelsen til deres sommerkonference. Jeg har en dejlig følelse af, at det gik godt. Jeg gav den i hvert fald alt, hvad jeg havde, og jeg følte jeg fløj ned til Odense banegård efterfølgende.
Jeg er altid meget spændt og nervøs før, jeg skal optræde, og jeg er særligt spændt, når det er mit foredrag, jeg tager ud med. Mit foredrag er bygget op af ligedele livshistorie, systemharme og spoken word, hvoraf det kun er i det sidste, hvor det er fastlagt, hvad jeg vil sige. Jeg kommer kun med et par stikord og temaer, og derudfra taler jeg frit fra leveren. Og det er jeg altid meget spændt på, hvordan skal gå. Om jeg får sagt noget dumt, eller om jeg overhovedet kan finde på noget at sige. Det sidste er dog sjældent noget problem og var det heller ikke denne gang. Jeg talte og talte og talte, og så opdagede jeg pludselig at tiden næsten var gået, så jeg måtte springe et digt over og slå to temaer sammen. Men det gik nu fint, og jeg tror ikke, at man bemærkede, at jeg lige panikkede i et kort øjeblik, fordi jeg var bange for, om jeg kunne overholde tiden.