Det hele startede d. 3. februar

Jeg har haft et helt fantastisk år, og meget af det har jeg tilbragt i Aalborg. Det startede jo rigtig godt allerede den 3. februar, hvor danmarksmesterskaberne i poetryslam blev afholdt, og jeg vandt. Det foregik på Studenthuset i Aalborg, og blev arrangeret af Slamfrø. Det var en stor aften for mig, og jeg var meget meget glad for at vinde på Aalborgscenen, da det er en scene, der betyder meget for mig.

foredrag om psykisk sygdom

Efterfølgende har jeg været i Aalborg i oktober i en lidt anden sammenhæng. Før jeg fik en lang depression, skrev jeg et foredrag, der handler om at leve med psykisk sygdom, fordommene og udfordringerne, der følger med. Det hedder: “Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal”, og det er mikset op med anekdoter fra mit eget liv og spoken word-tekster. Jeg nåede kun at holde det et par gange, inden jeg blev syg. Selvom tilhørerne gav udtryk for, at de var glade for foredraget, så havde jeg aldrig selv en følelse af, at det gik rigtig godt, og at jeg kunne lide at holde det.

Når jeg står på scenen i forbindelse med spoken word og poetry slam, så føler jeg mig virkelig hjemme og godt tilpas. Jeg elsker virkelig at stå der, og jeg elsker det kick, jeg får ud af det. Men med foredraget følte jeg mig ikke tilpas, jeg følte ikke, at jeg hørte hjemme i det, og jeg følte mig meget bundet af det manus, jeg havde med.  Så da min booker ringede og sagde, at han havde to forespørgsler på mit foredrag i Aalborg, blev jeg både glad og meget nervøs.

Kan jeg det, jeg gerne vil

Nogle gange har jeg nogle ting, som jeg gerne vil, og som jeg tænker, at jeg vil være god til, og når jeg så står i det, så føles det slet ikke rigtigt. Ligesom tøj, der ser rigtig flot ud, men føles helt forkert, når det først kommer på.

Jeg vil rigtig gerne holde det her foredrag, og jeg vil rigtig gerne fortælle min historie på min måde.  Jeg er nemlig overbevist om, at mine tanker om og oplevelser med psykisk sygdom kan være en hjælp for andre. Både i den forstand, at det ofte hjælper at høre om folk i sin egen situation, men også fordi jeg tror på, at jeg kan nå længere ud til folk, der ikke selv er syge eller har oplevet psykisk sygdom tæt på.

HVad jeg kan på papiret

Jeg bliver ofte rost for at have god sygdomserkendelse, hvilket egentlig bare betyder, at jeg for det meste godt kan se mig selv og min sygdom ude fra. Men det er ikke alle, der har mulighed for det, fordi psykisk sygdom kan være en led satan af en ond spiral, der slører din egen virkelighed og den delte i sådan en grad, at det ikke er til at se forskel. Men jeg er heldig, fordi for det meste kan jeg slå mit metajeg til og se det udefra.

Jeg er derudover som regel god til at formulere mig og “oversætte” mine oplevelser, så de er nemmere at forstå, for en der ikke selv er syg. Sidst men ikke mindst har jeg spoken word-delen, der kan fungerer som medierende element i en fortælling om et emne, der ellers kan være barsk og intimiderende at høre om.

Jeg synes virkelig, at jeg har mange gode ting med mig på papiret i forhold til at få udbredt viden om psykisk sygdom og i kampen mod tabuer. Og jeg synes det er helt utrolig vigtigt, at den kamp bliver taget. Der er allerede mange, der gør det og gør det rigtig godt, men der kan altid bruges flere. Rigtig meget af det arbejde der bliver gjort, er noget jeg er så imponeret over, og det er ting jeg aldrig ville kunne gøre eller magte. Men jeg tror også mere og mere på, at jeg også har noget særligt, at jeg kan bidrage med noget, andre ikke kan. Det er også en forpligtende følelse, og jeg håber derfor, at jeg kan give en vigtig stemme for en sårbar og udsat gruppe, der kan vise at det faktisk kræver umådelig styrke og selvindsigt at være i netop denne sårbare og udsatte gruppe.

Psykisk syg i aalborg

Men alt det her, det er noget jeg drømmer om at være og gøre. Og for det kan ske, skal jeg jo først og fremmest kunne føle mig hjemme og tilpas på den scene, hvor jeg skal stå og gøre det.

Det gjorde jeg ikke de første gange, da jeg i sin tid prøvede det. Jeg følte mig klodset og bundet af papiret. Så da min booker ringede om de her to mulige foredrag i Aalborg, blev jeg som sagt også nervøs. Jeg besluttede at lave en del om i foredraget, og jeg endte med at vælge, at jeg ikke skulle have manuskript med. Så jeg medbragte kun mine digte, og et papir med overskrifter til foredragets seks dele, og så drog jeg mod Aalborg med håb og drømme i hjertet.

9. oktober på Café væxt

Første foredrag var på Café VæXt d. 9. oktober, og jeg var utrolig nervøs. Da jeg gik på scenen begyndte jeg at svede langt mere, end jeg plejer, og det siger altså ikke så lidt. Men der var et eller andet særligt, der så skete. Det var rummet, det var menneskerne og det var mig. Jeg gled ind i det, og det gav et lille uhørligt klik. Det var ligesom at finde en plads til en æske i reolen, der ikke var lavet til æsken men bare var der og passede så perfekt, som var de virkelig skabt for hinanden.

Min til tider ulidelige hang til systemer, orden og logik var i ekstase over den plads, der var på scenen, hvori jeg gled ind med millimeterpræcision. Og dette handler ikke om at forklare, hvor god, jeg tror, jeg var, eller hvor god, jeg tror, andre må have synes, jeg var. Det handler om, hvordan det føltes for mig, at stå der på scenen i dette regi. Og det er det første og det vigtigste for mig, og derfra skal jeg så arbejde på at blive god og give et godt foredrag. Bagefter fik jeg så megen kærlighed og tiltro fra publikum, at jeg, da jeg gik derfra, var så utrolig lykkelig men også ekstremt udmattet. Jeg var faktisk så træt, at jeg fx valgte at købe en thaisuppe og kun tage spisepinde med, som jeg så skulle indtage i en hotelseng.

10. oktober på sind skolerne aalborg

Allerede næste dag d. 10. oktober, fik jeg lov til at prøve igen. Dennes gang var det hos SIND skolerne Aalborg, der fejrede sindets dag med et dagsarrangement, hvor der var forskellige talere og indslag på scenen. Jeg følte nøjagtig den samme glæde og tilpashed ved at stå på scenen her, og bagefter fik jeg så overvældende mange søde, kærlige og fantastiske kommentarer, at jeg nærmest tror flybilletten hjem var unødvendig, for jeg kunne have fløjet selv.

Nordjyske medier kickstartede min november

D. 1. november vendte jeg allerede snuden mod Aallern igen. Denne gang var det med spoken word. Nordjyske Medier afholdte deres årlige kulturprisoverrækkelse, og det var et virkelig fint og godt arrangement. Jeg var meget beæret over at være inviteret og meget stolt over de forskellige personer, jeg delte scene med den aften. Jeg var især glad for at få lov til at møde Annika Aakjær, der efter min mening er en meget dygtig musiker og tekstforfatter, og så åbenbart også en mega sød, dejlig og sjov person.

Aalborgåret afsluttes med en smuk cirkelbevægelse

D. 13. november rundede jeg så mit fantastiske Aalborgår af, der hvor jeg startede det, nemlig på scenen i studentehuset, hvor de afholdte deres første kvalifikationsrunde til danmarksmesterskaberne i poetry slam 2019. Jeg deltog ikke i selv konkurrencen, men var feature. Det var også en forrygende aften. Jeg var ikke selv så god, som jeg kunne ønske, men man kan ikke altid være den absolut bedste version af sig selv. Til gengæld var min aften vidunderlig pga gensynsglæde over nogle af mine nærmeste og kæreste poetvenner og “første møde”-glæde over dem, jeg ikke har hilst på før.

Så ja, mit år med Aalborg har været skønt, og jeg vil så gerne sige tak til Studenterhuset i Aalborg, Café VæXt, SIND skolerne Aalborg, Nordjyske Medier og Slamfrø for nogle fantastiske oplevelser.

Jeg håber, at 2019 vil bringe mig meget mere Aalborg.