Manuskriptskolen for Børnefiktion

Hurraaaaaa

Jeg er startet på Manuskriptskolen for Børnefiktion, og det er helt fantastisk! Mit hold, mine undervisere, undervisningen alt spiller bare, og jeg er så glad. Så glad, at jeg nærmest ikke tror på, at det kan være virkeligt. MEN, det er det altså.

Jeg går der hver mandag og hver første weekend i måneden. Mellem undervisningsdagene har vi lektier for, og jeg elsker det hehe. Jeg har savnet rigtig meget at gå i skole, og jeg har glædet mig til at få proppet viden ind i hovedet igen. Men hold da fast, hvor skal jeg lige op i gear igen, det er lang tid siden, at jeg har siddet på skolebænken, og min hjerne har sværere ved at tage mod information, end sidst jeg gik i skole. Jeg hører efter, så godt jeg kan, og så skriver jeg ned. Det hjælper mig til at huske detaljerne, når jeg selv har skrevet det ned.

I denne uge skal vi skrive et lille manuskript, som vi forestiller os er til en animeret serie. Jeg har aldrig skrevet manuskripter før med replikker og regibemærkninger, så det skal nok blive spændende. Jeg har fundet på to karakterer, der er edderkopper. De hedder Spindler og Silke, og de er bygget på forskellige personer, jeg har i mit liv, bl.a. min lillebror og min venindes datter.  Det er skægt men skide svært, så jeg bander og glæder mig på samme tid.

Ellers får jeg bare optrådt en del, især med mit foredrag Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal. Det gør mig så glad, at jeg kan komme ud med det, for det er virkelig noget, jeg brænder for at formidle videre.

Alt godt her fra

Sara