Blog

Det hele startede d. 3. februar

Jeg har haft et helt fantastisk år, og meget af det har jeg tilbragt i Aalborg. Det startede jo rigtig godt allerede den 3. februar, hvor danmarksmesterskaberne i poetryslam blev afholdt, og jeg vandt. Det foregik på Studenthuset i Aalborg, og blev arrangeret af Slamfrø. Det var en stor aften for mig, og jeg var meget meget glad for at vinde på Aalborgscenen, da det er en scene, der betyder meget for mig.

foredrag om psykisk sygdom

Efterfølgende har jeg været i Aalborg i oktober i en lidt anden sammenhæng. Før jeg fik en lang depression, skrev jeg et foredrag, der handler om at leve med psykisk sygdom, fordommene og udfordringerne, der følger med. Det hedder: “Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal”, og det er mikset op med anekdoter fra mit eget liv og spoken word-tekster. Jeg nåede kun at holde det et par gange, inden jeg blev syg. Selvom tilhørerne gav udtryk for, at de var glade for foredraget, så havde jeg aldrig selv en følelse af, at det gik rigtig godt, og at jeg kunne lide at holde det.

Når jeg står på scenen i forbindelse med spoken word og poetry slam, så føler jeg mig virkelig hjemme og godt tilpas. Jeg elsker virkelig at stå der, og jeg elsker det kick, jeg får ud af det. Men med foredraget følte jeg mig ikke tilpas, jeg følte ikke, at jeg hørte hjemme i det, og jeg følte mig meget bundet af det manus, jeg havde med.  Så da min booker ringede og sagde, at han havde to forespørgsler på mit foredrag i Aalborg, blev jeg både glad og meget nervøs.

Kan jeg det, jeg gerne vil

Nogle gange har jeg nogle ting, som jeg gerne vil, og som jeg tænker, at jeg vil være god til, og når jeg så står i det, så føles det slet ikke rigtigt. Ligesom tøj, der ser rigtig flot ud, men føles helt forkert, når det først kommer på.

Jeg vil rigtig gerne holde det her foredrag, og jeg vil rigtig gerne fortælle min historie på min måde.  Jeg er nemlig overbevist om, at mine tanker om og oplevelser med psykisk sygdom kan være en hjælp for andre. Både i den forstand, at det ofte hjælper at høre om folk i sin egen situation, men også fordi jeg tror på, at jeg kan nå længere ud til folk, der ikke selv er syge eller har oplevet psykisk sygdom tæt på.

HVad jeg kan på papiret

Jeg bliver ofte rost for at have god sygdomserkendelse, hvilket egentlig bare betyder, at jeg for det meste godt kan se mig selv og min sygdom ude fra. Men det er ikke alle, der har mulighed for det, fordi psykisk sygdom kan være en led satan af en ond spiral, der slører din egen virkelighed og den delte i sådan en grad, at det ikke er til at se forskel. Men jeg er heldig, fordi for det meste kan jeg slå mit metajeg til og se det udefra.

Jeg er derudover som regel god til at formulere mig og “oversætte” mine oplevelser, så de er nemmere at forstå, for en der ikke selv er syg. Sidst men ikke mindst har jeg spoken word-delen, der kan fungerer som medierende element i en fortælling om et emne, der ellers kan være barsk og intimiderende at høre om.

Jeg synes virkelig, at jeg har mange gode ting med mig på papiret i forhold til at få udbredt viden om psykisk sygdom og i kampen mod tabuer. Og jeg synes det er helt utrolig vigtigt, at den kamp bliver taget. Der er allerede mange, der gør det og gør det rigtig godt, men der kan altid bruges flere. Rigtig meget af det arbejde der bliver gjort, er noget jeg er så imponeret over, og det er ting jeg aldrig ville kunne gøre eller magte. Men jeg tror også mere og mere på, at jeg også har noget særligt, at jeg kan bidrage med noget, andre ikke kan. Det er også en forpligtende følelse, og jeg håber derfor, at jeg kan give en vigtig stemme for en sårbar og udsat gruppe, der kan vise at det faktisk kræver umådelig styrke og selvindsigt at være i netop denne sårbare og udsatte gruppe.

Psykisk syg i aalborg

Men alt det her, det er noget jeg drømmer om at være og gøre. Og for det kan ske, skal jeg jo først og fremmest kunne føle mig hjemme og tilpas på den scene, hvor jeg skal stå og gøre det.

Det gjorde jeg ikke de første gange, da jeg i sin tid prøvede det. Jeg følte mig klodset og bundet af papiret. Så da min booker ringede om de her to mulige foredrag i Aalborg, blev jeg som sagt også nervøs. Jeg besluttede at lave en del om i foredraget, og jeg endte med at vælge, at jeg ikke skulle have manuskript med. Så jeg medbragte kun mine digte, og et papir med overskrifter til foredragets seks dele, og så drog jeg mod Aalborg med håb og drømme i hjertet.

9. oktober på Café væxt

Første foredrag var på Café VæXt d. 9. oktober, og jeg var utrolig nervøs. Da jeg gik på scenen begyndte jeg at svede langt mere, end jeg plejer, og det siger altså ikke så lidt. Men der var et eller andet særligt, der så skete. Det var rummet, det var menneskerne og det var mig. Jeg gled ind i det, og det gav et lille uhørligt klik. Det var ligesom at finde en plads til en æske i reolen, der ikke var lavet til æsken men bare var der og passede så perfekt, som var de virkelig skabt for hinanden.

Min til tider ulidelige hang til systemer, orden og logik var i ekstase over den plads, der var på scenen, hvori jeg gled ind med millimeterpræcision. Og dette handler ikke om at forklare, hvor god, jeg tror, jeg var, eller hvor god, jeg tror, andre må have synes, jeg var. Det handler om, hvordan det føltes for mig, at stå der på scenen i dette regi. Og det er det første og det vigtigste for mig, og derfra skal jeg så arbejde på at blive god og give et godt foredrag. Bagefter fik jeg så megen kærlighed og tiltro fra publikum, at jeg, da jeg gik derfra, var så utrolig lykkelig men også ekstremt udmattet. Jeg var faktisk så træt, at jeg fx valgte at købe en thaisuppe og kun tage spisepinde med, som jeg så skulle indtage i en hotelseng.

10. oktober på sind skolerne aalborg

Allerede næste dag d. 10. oktober, fik jeg lov til at prøve igen. Dennes gang var det hos SIND skolerne Aalborg, der fejrede sindets dag med et dagsarrangement, hvor der var forskellige talere og indslag på scenen. Jeg følte nøjagtig den samme glæde og tilpashed ved at stå på scenen her, og bagefter fik jeg så overvældende mange søde, kærlige og fantastiske kommentarer, at jeg nærmest tror flybilletten hjem var unødvendig, for jeg kunne have fløjet selv.

Nordjyske medier kickstartede min november

D. 1. november vendte jeg allerede snuden mod Aallern igen. Denne gang var det med spoken word. Nordjyske Medier afholdte deres årlige kulturprisoverrækkelse, og det var et virkelig fint og godt arrangement. Jeg var meget beæret over at være inviteret og meget stolt over de forskellige personer, jeg delte scene med den aften. Jeg var især glad for at få lov til at møde Annika Aakjær, der efter min mening er en meget dygtig musiker og tekstforfatter, og så åbenbart også en mega sød, dejlig og sjov person.

Aalborgåret afsluttes med en smuk cirkelbevægelse

D. 13. november rundede jeg så mit fantastiske Aalborgår af, der hvor jeg startede det, nemlig på scenen i studentehuset, hvor de afholdte deres første kvalifikationsrunde til danmarksmesterskaberne i poetry slam 2019. Jeg deltog ikke i selv konkurrencen, men var feature. Det var også en forrygende aften. Jeg var ikke selv så god, som jeg kunne ønske, men man kan ikke altid være den absolut bedste version af sig selv. Til gengæld var min aften vidunderlig pga gensynsglæde over nogle af mine nærmeste og kæreste poetvenner og “første møde”-glæde over dem, jeg ikke har hilst på før.

Så ja, mit år med Aalborg har været skønt, og jeg vil så gerne sige tak til Studenterhuset i Aalborg, Café VæXt, SIND skolerne Aalborg, Nordjyske Medier og Slamfrø for nogle fantastiske oplevelser.

Jeg håber, at 2019 vil bringe mig meget mere Aalborg.

Hvis jeg tog brillerne af

og malede et impressionistisk billede af verden

ville der ikke være meget tilbage.

Men jeg ville dog stadig kunne se en taxa

på lyset for oven

og det er vel også en slags liv.

En ret (indsæt cool hip hop-slang for cool) mail

“Hiphopsamlingen” var alt, der stod i emnefeltet på en e-mail, jeg modtog i starten af året. Det viste sig at være en virkelig fed*  og meget overraskende* mail. Der stod, at jeg var udvalgt af et dommerpanel af unge mennesker i alderen 16-24 år fra hele landet til at være med i en dansk Hiphopsamling. I samarbejde med RAPOLITICS har de lavet Danmarks første hiphopsamling her i 2018. Samlingen rummer værker fra den danske hiphop kultur og afspejler fem temaer, som de unge finder vigtige i dag.

Om hiphopsamlingen

“Formålet med Hiphopsamlingen er at vise hvordan dansk hiphop kan bruges som talerør, at få unge til at diskutere og reflektere over relevante samfunds tematikker, samt at inspirere unge til selv at danne holdninger og blive aktive kulturskabere.”

Dommerpanelet har over længere tid nørdet danske tekster, sange og billeder, for derefter nøje at udvælge 41 værker, der falder i en af kategorierne: FRIRUM, SKABERTRANG, MØDESTEDER, FEMINISME og OPBRÅB.
Min tekst Gækkebrev til kommunen er et af de udvalgte værker i kategorien OPRÅB, og hele begrundelsen kan du læse på Hiphopsamlingens hjemmeside.

Gammel eller gangsta?

“Sara Hauge er alt andet end gangsta-sej, men hendes tekst udpeger og afslører de underliggende samfundsmæssige strukturer, der styrer hendes og de andre “fastklemtes” virkelighed. Billedsproget og de eksplosive sammenstillinger i hendes digte råber på revolution og forandring.”

… og selvom jeg elsker rap og de mange eminente* rimsmede, der findes i den del af musikkens verden, så må jeg nok indrømme, at jeg er enig med de unge mennesker. Jeg er sgu* ikke super gangsta, og netop derfor blev jeg overrasket* og måske også derfor ekstra ekstra stolt* over at være udvalgt til denne samling. Jeg synes også, at det viser en ekstrem favnenede tilgang fra de unges side. Hiphopsamlingen har stor diversitet i kunstnere og værker og griber ud i stedet for at lukke sig inde i en mere fastlåst og firkantet definition af hip hop.

Jeg føler mig lige pludselig ikke så gammel, når jeg kan ramme et hold raplyttende og rimvante unge. Men på den anden side så kender retfærdighedssans og revolutionserkendelse nok ingen alder … hehe

Tag et kig

Jeg vil anbefale alle at kigge rundt inde på siden og udforske temaerne og de udvalgte værker/kunstnere.  Der er tydeligvis lagt et stort stykke arbejde i projektet, og når jeg ser hvem og hvad, der ellers er udvalgt, så er jeg sgu rimelig stolt* over, at dommerpanelets ører er faldet over mig, og endnu mere stolt over at de endte med at vælge mit digt ind i Hiphopsamlingen.

Hvis du er interesseret i at læse andre medieomtaler af mig så kig her

*Alle ordene med stjerne og sikkert flere illustrerer, hvor utrolig lidt hip hop jeg er, og hvor få seje* slangord jeg kender.

På tur

De sidste to weekender har jeg været lidt omkring, deltaget i Nordisk Mesterkab og været på Norsk Litteraturfestival. Det har været helt fantastisk at gense og møde nye poeter og arrangører. Det her miljø, og de mennekser der er i det, har en stor og særlig plads i mit hjerte. Længere nede skriver jeg om både Nordisk Mesterskab i Uppsala og Norsk Litteraturfestival i Lillehammer, men først vil jeg fortælle lidt om mine udfordringer ved sådan en tur.

Slidt i hjernen og efterveer

Jeg elsker at være afsted på de her ture, og jeg elsker at se alle min venner og dygtige kollegaer rundt omkring. Men det slider også på mig. Jeg har jo fundet ud af, at jeg har en kronisk smertesygdom, og derfor er det hårdt for mig at gå meget rundt og være mere aktiv i koncentrerede tidsrum, end jeg er herhjemme. Men det kan jeg heldigvis tage hensyn til, og jeg bliver også bedre til det.

Det, der slider mest på mig, er min “skizofrene hjerne”, og jeg bruger det udtryk som overordnet, da der er flere ting i det. Når jeg er træt og udkørt bliver mine psykotiske symptomer voldsommere, stemmerne bliver højere, sanserne bliver enten ekstremt forstærket eller forsvinder helt, mine vrangforestillinger bliver intensiveret, og mit selvhad , angst og tankeforstyrrelser kan blusse vildt meget op. Ligesom med det fysiske kan jeg i en grad tage hensyn til det og gøre ting på forhånd. Fx betyder det meget, hvis jeg går for mig selv i løbet af eftermiddagen og hviler min hjerne.

Jeg synes ofte, at det hårdeste eller værste er, at jeg er så bevidst om mit udseende, og at jeg føler mig kæmpe stor, tyk, vammel og ulækker. Jeg har ekstremt svært ved at spise med andre, ved at købe mad og ved sige højt, at jeg er sulten. Derudover er jeg opmærksom på spejle, og alt hvad der ellers giver genskær hele tiden. Jeg kan gå glad ud af mit værelse og så helt miste modet, når jeg kommer ind i en elevator med spejle. Turen fra værelset og ned slår mig som regel helt ud, jeg kæmper med tårer, kvalme og angst over det, og jeg bruger al energi på at pakke det væk, inden dørene åbner nede i lobbyen.
Jeg har også svært ved sove om natten, da jeg er bange for, at nogen ved en fejl får nøglen til mit værelse, kommer op og lukker sig ind, at min dyne er gledet af, og de ser min krop og får brændt smerte ind i deres øjneæbler og får traumer resten af deres liv. Det lyder måske åndsvagt, men det holder mig vågen og giver mig det fysisk dårligt. Og søvn er noget af det vigtiste medicin for en syg hjerne.
Den sidste ting, der er med det her ulidelige kropshad, er alle billederne. Til sådanne arrangementer bliver der dokumenteret en del, og det kan jeg også godt forstå, og jeg kan også godt lide at have billeder fra dejlige ture af alle mine dejlige poeter. MEN jeg er konstant i frygt for, at få taget et billede, hvor jeg ser ulækker ud. hvergang kameraet er fremme stivner jeg inden i, ser min krop for mit indre øje og tænker klam klam klam klam i fuld panik. Jeg tænker meget over hvilke billeder folk har, og om de, når de ser på dem bagefter, får ondt af mig, over at jeg er så vammel at se på.
Hjemme igen er der altid et lille vakuum fra selve turen til de forskelliges billeder bliver lagt ud, hvor jeg ligger vågen og gruer for, hvad der mon er af billeder af mig. Jeg græder meget af frygt, afmagt og had, og jeg har ofte opkastture og grimme tanker om at skære min mave af.

Nogle gange synes jeg, at det er ekstremt synd for mig, andre gange synes jeg, at jeg er ekstremt forfængeligt og selvoptaget. Hvad end jeg er, gør det i hvertfald ondt og er frygteligt enerverende for mig.

Jeg synes, det er vigtigt at få skrevet om disse tanker, mine udfordringer og den her frygt. For de mange glade og stolte opdateringer og fotografier om alt, hvad jeg laver, det jeg bliver inviteret til, det jeg får lov at være en del af, de rejser jeg er på, de giver ikke det fulde billede. Jeg har ikke brug for at få medlidenhed eller skulderklap, jeg har ikke brug for det her som en terapeutisk ting i mit liv, og det er ikke for min egen skyld, at jeg deler dette.
Jeg har til gengæld ofte brug for at vide, at jeg ikke er den eneste i verden, der kæmper med ting, at alle andre ikke har et perfekt liv, og det får jeg, når andre deler deres tanker og udfordringer. Når andre viser, hvad der ligger bag deres glade opdateringer og smilende billeder. Og jeg vil gerne bidrage til helhedsbilleder og åbne liv.

Og her er så et af billederne, der blev taget af mig i Lillehammer.

Nordisk Mesterskab

D. 25. – 27. maj var jeg til Nordisk Mesterskab i Uppsala, hvor vi var seks deltager.
Fra Island: Jón Magnús Arnarsson, fra Findland for den finsktalende del: Juho Kuusi, fra Findland for den svensktalende del: Victor Von Hellens, Fra Sverige: Frej Haar, fra Norge: Sofie Frost og fra Danmark: mig.

På førstepladsen kom Sofie Frost fra Norge, og det var i mine øjne fuldt fortjent. Hun havde et digt om depression, der ramte mig særligt hårdt, fordi jeg genoplevede mange af de ting, jeg selv var igennem, da jeg var slukket.
Jeg græd utrolig meget, og var faktisk rimelig glad for, at jeg havde trukket nitten, og derfor havde været den først på scenen. For jeg ville ikke være i stand til at gå på  scenen et langt stykke tid efter Sofie. Derudover havde hun en super stærk tekst om Utøyatragedien, hvor hun var tilstede i Oslo da bomben sprang og mistede senere sin veninde, der var på øen under skuddramaet . Sofie har oplevet nogle voldsomme ting i sit liv, og der er intet at sige til, at hun kæmper med de ting, hun gør.
Det er et godt udgangspunkt for en slamtekst at have oplevet noget og at have noget på hjerte, men efter min mening gør det ikke en god tekst alene. Jeg er generelt ikke den store fan af bekendelsestekster og dagbogstekster, og med det mener jeg, tekster der kun peger ind ad og giver forfatteren selv en forløsning at komme af med. Jeg tror, det er god terapi for en selv, men sådanne tekster bliver ofte andre mennesker uvedkommende og giver ikke så meget til andre end forfatteren selv, og derfor kalder jeg dem dagbogstekster. Dermed ikke sagt, at man ikke må/skal bruge sig selv, sit liv og sine oplevelser i sine tekster – tværtimod – det er fantastisk at gøre. Men jeg synes, der er en hårfin balance imellem det private og det personlige, og det selvforløsende og det vedkommende.
Sofie Frost har en formidabel evne til at bruge sig selv og sine oplevelser til at favne verden og sætte den i perspektiv. Hun bruger sine voldsomme oplevelser til at se ud af og fremad – ikke bare for sig selv – men for os alle sammen. Når hun står på scenen, er hun skrøbelig på sådan en stærk måde, at jeg i hvert fald må lade tårerne trille.
Sofie har også haft en stor rolle i MeToo-bevægelsen i Norge, og hvis du vil læse mere om hende og af hende og måske se nogle af hendes videoer, så kig med på hendes blog.

på andenpladsen kom Victor fra Findland, og på tredepladsen kom Jón Magnús fra Island. Jeg har kun godt at sige om alle de slampoeter, der deltog, men jeg har meget andet at fortælle, så det må blive en anden gang. Jeg var i hvert fald mega stolt over at stå på scenen med dette hold.

Norsk Litteraturfestival i Lillehammer

D. 31. maj – 2. juni var jeg så afsted igen og denne gang var jeg i Lillehammer til en kæmpe litteraturfestival. Jeg havde regnet med, at det var stort, men jeg blev stadig overvældet af festivalens fede program og byens store engagement.
Jeg var inviteret til at optræde fredag aften med en del andre nordiske slampoeter, og det viste sig, at vi var headliner på den store scene på en af de store festaftner. Jeg var afsted med den danske poet og arrangør Peter Dyreborg, der har været afsted de sidste mange år. Fra Sverige kom Oskar Hanska og Olivia Bergdahl, fra Norge kom Sofie Frost, Lars Tønnessen og Freddy Rosenløw Høyer. Vi var heldige at have Islandske Beatur på loops og beatbox med på scenen, og han var helt eminent. Aftenens vært var Heidi Marie Vestrheim fra Norge og hun gjorde det skide godt. Arrangementet var af Foreningen !Les med Hilde Slåtto i spidsen, og jeg er super taknemmelig for at jeg var inviteret og håber virkelig, at det sker igen en anden gang.
Hvis jeg er så heldig, vil jeg forsøge at tage afsted, så jeg har hele ugen på festivalen, for der var mange mange arrangementer, jeg gerne ville have overværet. I år var det særlig hårdt for mig, at de havde et mindre japansk tema, og derfor mange japanske digtere og forfatter på programmet jeg gerne ville have set, men de var desværre allerede afviklet, da jeg ankom.

Personligt synes jeg, at vi leverede et rigtig godt og varieret show, og jeg var helt høj bagefter. Det er mega fedt at optræde i Norge, da de forstår dansk så godt.
I Sverige kan det være lidt sværere, og nogle gange, især hvis man laver en joke, har jeg det lidt sån …

Folkemøde

Nu skal jeg slappe lidt af, inden jeg skal til folkemøde. Jeg glæder mig, da jeg skal gense en gammel gymnasiekammerat og optræde i hendes have.

Hot love til jer alle sammen

Hjemvendt

I midten af det groteske billede, af en kvindekrop formet som en fed gammel stakkel, sidder en teen spirit og har aldrende fantasier om dybe render i de dengang tynde arme. Hun er ej alene men heller ikke besøgt, hun er der, hvor diverse tankerækker bliver opmagasineret for senere at blive glemt. Den lille pige, der med rystende hånd tænder cigaretten med svovlstikkerne, hun ønsker i dette øjeblik at blive til sit spejlbillede. For kun i refleksionen af det hele forstår hun, hvem hun er.

Det tarvelige apparatur af en dunkende maskinel enhed driver gæk med hendes fandenivoldske tenderen til tomrum. Det sidder i hver en muskel, der bevæger sig, og med små stød aktiverer det endorfiner, der spreder sig i det levn fra fortiden, hun kalder mig.

Det er et farligt spil, hvor hun knap nok ved, hvordan man laver hattrick. Hun er værtskrop for diverse endorfiner, der smeltende synger i singularis. Kun her i mellem det dvælende mørke og morgensøvnen drivende ned af kinderne, kun her ved hun, hvad det er, hun laver.

For en gangs skyld er hun bevidst om, hvor hun skal være, og hvilken skælmsk mine der skal males i hendes tidsbidte rynker. For selv i vågen tilstand er dette alt andet end et usmageligt mareridt. Det er her – midt i nuheden – at hun til hver en tid vil placere sit jordiske kadaver og trygt overlade sine forventninger til nogle andre.

Hun vil slikke hvert et minut tørt, til hendes tunge bliver ru, og når tidevandet ikke længere skvulper op ad hendes tørre ben, vil hun stadig mærke bølgerne pible gennem mine fingre, til evigt eksempel på at hun ikke har forvildet sig ud på en dunkel sidegade til strøget.

Hun vil læse Søren Ulrik Thomsen højt, mens hun sover, for kun der tør hun istemme hans liderlige fantasier og fortælle, hvad hendes spjæt betyder.

Hun hviler i en tyngende tung tilstand, og selv det kolde lys fra hendes computer lægger sig i glødende folder i hendes ansigt. Med fantasier drivende ned ad væggen, lægger hun sig under tæppet, og udvælger et af sine åndedrag, som hun holder, indtil søvnen overtager dagen. 

 

Tak til Amagerbladet

I weekenden der lige har været d. 26. og 27. april, var der et billede af mig i weekendudgaven af Amagerbladet. Det var der i forbindelse med en masse svar jeg har givet til nogle spørgsmål om Amager.

Jeg er selv ret glad for denne beskrivelse af mit Amager:
“Og så er klientellet herude bare som én stor pose guf blandet nede fra Nuna Slik på Amagerbrogade. Det fås i alle farver, der er både kunstige og naturlige tilsætningstoffer, der er noget fra de sidste mange årtier, der er eksotisk og gammeldags, og i min verden er det den bedste pose fredagsslik, man kan ønske sig.”

Hvis du vil læse hele artiklen, kan du komme videre til den online avis her, og artiklen er på side fire.

Hvis du vil se andre medieomtaler af mig så klik her

 

Jeg tror tit, at jeg er her ved en fejl, at der var nogen der fuckede op, så jeg fik et rigtigt menneskes krop. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ellers er, men det føles som uigennemskueligt poesi for tiden.

Glædelig World Down Syndrome Day og World Poetry Day

Min poesi er forsøg
eksperiment af formidling af kerne
essens sat på ord
svar lagt i farver
resultat gjort til
mellemrum i et stort stykke musik

Min poesi er et
bagvedliggende net der er blottet
bobler af forrykte bogstaver
der søger at sammensætte den delte virkelighed på ny
gøre plads til ikke delte virkeligheder
skabe rum til unikke kaskader
og flader
der har buler
og huler
der har ekstra gange
og sange
der ikke følger en vestlig eller normativ skala
men skaber nye rum
der laver kromatiske hop
i en verden af grå
for at finde
og forstå
det ekstra hjørne verden har

Min poesi vil undersøge
den ekstra plads
den opstående rummelighed
den mulighed af dybde
der findes mest
der hvor den selv kunne bruge det

Min poesi er et ønske om
at ligge ved siden af det gyldne snit
en asymmetrisk helligdom
hvor diskrepansen bliver dyrket

Min poesi er en fattig gengivelse
af alle verdens allersmukkeste
dissonanser

 

World Down Syndrome Day og World Poetry Day ligger på samme dag, og det synes jeg næsten ikke kan være tilfældigt. Vi er alle sammen poesi, og det smukkeste poesi er tit det, der har lidt ekstra.

Læs mere om baggrunden for World poetry day på Wikipedia og mere om World Down Syndrome day her.

På Instagram følger jeg to mødre, der hudløst ærligt deler forskellige dele af deres liv, herunder bl.a. udfordringerne og lykken ved at være mor til et lille barn med Downs syndrom. Mødrene er seje og børnene er skønne, så kig ind på deres profiler. De hedder henholdsvis @downwithhugo og @skjoldshairexstensions.

Er du interesseret i poesi, hvor sind, psyke og stigmatisering ligger til inspiration, så lån eller køb gerne på min digtsamling Anerkend at vi er dig, der tager udgangspunkt i et liv med skizofreni og angst.

Er det hér
eller er det i en af mine andre gule drømme
at jeg kan mærke
en virkelighed, der faktisk ikke gør ondt

trænge sig på