Nordisk mesterskab og Norsk Litteraturfestival i Lillehammer

På tur

De sidste to weekender har jeg været lidt omkring, deltaget i Nordisk Mesterkab og været på Norsk Litteraturfestival. Det har været helt fantastisk at gense og møde nye poeter og arrangører. Det her miljø, og de mennekser der er i det, har en stor og særlig plads i mit hjerte. Længere nede skriver jeg om både Nordisk Mesterskab i Uppsala og Norsk Litteraturfestival i Lillehammer, men først vil jeg fortælle lidt om mine udfordringer ved sådan en tur.

Slidt i hjernen og efterveer

Jeg elsker at være afsted på de her ture, og jeg elsker at se alle min venner og dygtige kollegaer rundt omkring. Men det slider også på mig. Jeg har jo fundet ud af, at jeg har en kronisk smertesygdom, og derfor er det hårdt for mig at gå meget rundt og være mere aktiv i koncentrerede tidsrum, end jeg er herhjemme. Men det kan jeg heldigvis tage hensyn til, og jeg bliver også bedre til det.

Det, der slider mest på mig, er min “skizofrene hjerne”, og jeg bruger det udtryk som overordnet, da der er flere ting i det. Når jeg er træt og udkørt bliver mine psykotiske symptomer voldsommere, stemmerne bliver højere, sanserne bliver enten ekstremt forstærket eller forsvinder helt, mine vrangforestillinger bliver intensiveret, og mit selvhad , angst og tankeforstyrrelser kan blusse vildt meget op. Ligesom med det fysiske kan jeg i en grad tage hensyn til det og gøre ting på forhånd. Fx betyder det meget, hvis jeg går for mig selv i løbet af eftermiddagen og hviler min hjerne.

Jeg synes ofte, at det hårdeste eller værste er, at jeg er så bevidst om mit udseende, og at jeg føler mig kæmpe stor, tyk, vammel og ulækker. Jeg har ekstremt svært ved at spise med andre, ved at købe mad og ved sige højt, at jeg er sulten. Derudover er jeg opmærksom på spejle, og alt hvad der ellers giver genskær hele tiden. Jeg kan gå glad ud af mit værelse og så helt miste modet, når jeg kommer ind i en elevator med spejle. Turen fra værelset og ned slår mig som regel helt ud, jeg kæmper med tårer, kvalme og angst over det, og jeg bruger al energi på at pakke det væk, inden dørene åbner nede i lobbyen.
Jeg har også svært ved sove om natten, da jeg er bange for, at nogen ved en fejl får nøglen til mit værelse, kommer op og lukker sig ind, at min dyne er gledet af, og de ser min krop og får brændt smerte ind i deres øjneæbler og får traumer resten af deres liv. Det lyder måske åndsvagt, men det holder mig vågen og giver mig det fysisk dårligt. Og søvn er noget af det vigtiste medicin for en syg hjerne.
Den sidste ting, der er med det her ulidelige kropshad, er alle billederne. Til sådanne arrangementer bliver der dokumenteret en del, og det kan jeg også godt forstå, og jeg kan også godt lide at have billeder fra dejlige ture af alle mine dejlige poeter. MEN jeg er konstant i frygt for, at få taget et billede, hvor jeg ser ulækker ud. hvergang kameraet er fremme stivner jeg inden i, ser min krop for mit indre øje og tænker klam klam klam klam i fuld panik. Jeg tænker meget over hvilke billeder folk har, og om de, når de ser på dem bagefter, får ondt af mig, over at jeg er så vammel at se på.
Hjemme igen er der altid et lille vakuum fra selve turen til de forskelliges billeder bliver lagt ud, hvor jeg ligger vågen og gruer for, hvad der mon er af billeder af mig. Jeg græder meget af frygt, afmagt og had, og jeg har ofte opkastture og grimme tanker om at skære min mave af.

Nogle gange synes jeg, at det er ekstremt synd for mig, andre gange synes jeg, at jeg er ekstremt forfængeligt og selvoptaget. Hvad end jeg er, gør det i hvertfald ondt og er frygteligt enerverende for mig.

Jeg synes, det er vigtigt at få skrevet om disse tanker, mine udfordringer og den her frygt. For de mange glade og stolte opdateringer og fotografier om alt, hvad jeg laver, det jeg bliver inviteret til, det jeg får lov at være en del af, de rejser jeg er på, de giver ikke det fulde billede. Jeg har ikke brug for at få medlidenhed eller skulderklap, jeg har ikke brug for det her som en terapeutisk ting i mit liv, og det er ikke for min egen skyld, at jeg deler dette.
Jeg har til gengæld ofte brug for at vide, at jeg ikke er den eneste i verden, der kæmper med ting, at alle andre ikke har et perfekt liv, og det får jeg, når andre deler deres tanker og udfordringer. Når andre viser, hvad der ligger bag deres glade opdateringer og smilende billeder. Og jeg vil gerne bidrage til helhedsbilleder og åbne liv.

Og her er så et af billederne, der blev taget af mig i Lillehammer.

Norsk Litteraturfestival
Foto: Oskar Hanska

Nordisk Mesterskab

D. 25. – 27. maj var jeg til Nordisk Mesterskab i Uppsala, hvor vi var seks deltager.
Fra Island: Jón Magnús Arnarsson, fra Findland for den finsktalende del: Juho Kuusi, fra Findland for den svensktalende del: Victor Von Hellens, Fra Sverige: Frej Haar, fra Norge: Sofie Frost og fra Danmark: mig.

På førstepladsen kom Sofie Frost fra Norge, og det var i mine øjne fuldt fortjent. Hun havde et digt om depression, der ramte mig særligt hårdt, fordi jeg genoplevede mange af de ting, jeg selv var igennem, da jeg var slukket.
Jeg græd utrolig meget, og var faktisk rimelig glad for, at jeg havde trukket nitten, og derfor havde været den først på scenen. For jeg ville ikke være i stand til at gå på  scenen et langt stykke tid efter Sofie. Derudover havde hun en super stærk tekst om Utøyatragedien, hvor hun var tilstede i Oslo da bomben sprang og mistede senere sin veninde, der var på øen under skuddramaet . Sofie har oplevet nogle voldsomme ting i sit liv, og der er intet at sige til, at hun kæmper med de ting, hun gør.
Det er et godt udgangspunkt for en slamtekst at have oplevet noget og at have noget på hjerte, men efter min mening gør det ikke en god tekst alene. Jeg er generelt ikke den store fan af bekendelsestekster og dagbogstekster, og med det mener jeg, tekster der kun peger ind ad og giver forfatteren selv en forløsning at komme af med. Jeg tror, det er god terapi for en selv, men sådanne tekster bliver ofte andre mennesker uvedkommende og giver ikke så meget til andre end forfatteren selv, og derfor kalder jeg dem dagbogstekster. Dermed ikke sagt, at man ikke må/skal bruge sig selv, sit liv og sine oplevelser i sine tekster – tværtimod – det er fantastisk at gøre. Men jeg synes, der er en hårfin balance imellem det private og det personlige, og det selvforløsende og det vedkommende.
Sofie Frost har en formidabel evne til at bruge sig selv og sine oplevelser til at favne verden og sætte den i perspektiv. Hun bruger sine voldsomme oplevelser til at se ud af og fremad – ikke bare for sig selv – men for os alle sammen. Når hun står på scenen, er hun skrøbelig på sådan en stærk måde, at jeg i hvert fald må lade tårerne trille.
Sofie har også haft en stor rolle i MeToo-bevægelsen i Norge, og hvis du vil læse mere om hende og af hende og måske se nogle af hendes videoer, så kig med på hendes blog.

på andenpladsen kom Victor fra Findland, og på tredepladsen kom Jón Magnús fra Island. Jeg har kun godt at sige om alle de slampoeter, der deltog, men jeg har meget andet at fortælle, så det må blive en anden gang. Jeg var i hvert fald mega stolt over at stå på scenen med dette hold.

Norsk Litteraturfestival i Lillehammer

D. 31. maj – 2. juni var jeg så afsted igen og denne gang var jeg i Lillehammer til en kæmpe litteraturfestival. Jeg havde regnet med, at det var stort, men jeg blev stadig overvældet af festivalens fede program og byens store engagement.
Jeg var inviteret til at optræde fredag aften med en del andre nordiske slampoeter, og det viste sig, at vi var headliner på den store scene på en af de store festaftner. Jeg var afsted med den danske poet og arrangør Peter Dyreborg, der har været afsted de sidste mange år. Fra Sverige kom Oskar Hanska og Olivia Bergdahl, fra Norge kom Sofie Frost, Lars Tønnessen og Freddy Rosenløw Høyer. Vi var heldige at have Islandske Beatur på loops og beatbox med på scenen, og han var helt eminent. Aftenens vært var Heidi Marie Vestrheim fra Norge og hun gjorde det skide godt. Arrangementet var af Foreningen !Les med Hilde Slåtto i spidsen, og jeg er super taknemmelig for at jeg var inviteret og håber virkelig, at det sker igen en anden gang.
Hvis jeg er så heldig, vil jeg forsøge at tage afsted, så jeg har hele ugen på festivalen, for der var mange mange arrangementer, jeg gerne ville have overværet. I år var det særlig hårdt for mig, at de havde et mindre japansk tema, og derfor mange japanske digtere og forfatter på programmet jeg gerne ville have set, men de var desværre allerede afviklet, da jeg ankom.

Personligt synes jeg, at vi leverede et rigtig godt og varieret show, og jeg var helt høj bagefter. Det er mega fedt at optræde i Norge, da de forstår dansk så godt.
I Sverige kan det være lidt sværere, og nogle gange, især hvis man laver en joke, har jeg det lidt sån …

Folkemøde

Nu skal jeg slappe lidt af, inden jeg skal til folkemøde. Jeg glæder mig, da jeg skal gense en gammel gymnasiekammerat og optræde i hendes have.

Hot love til jer alle sammen

4 kommentarer til “Nordisk mesterskab og Norsk Litteraturfestival i Lillehammer”

  1. Tak, Sara!! Din ærlighed slår benene væk under mig. Gang på gang. Du er noget af det sejeste jeg kender ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *